Jubel mod WiganLad os slutte sæsonen med et smil.

Tre nederlag i træk, fem uden en sejr og bare et enkelt mål i de sidste fire kampe sendte vore play-off forhåbninger i graven. Tilbage er nu at afslutte sæsonen på en god måde på et udsolgt Fratton Park, hvor også medlemmer af vor supporterforening vil være at finde på hvad der ligner en solrig første lørdag i maj. Gæsterne fra Peterborough har ligeledes kun æren og de medrejsende supportere at spille for, samt en indbyrdes duel mellem de to mandskaber om, hvem der slutter højest i tabellen. Hvis det da i sidste ende interesserer nogen. Liggende et enkelt point bag dagens gæster kan Pompey med en sejr overhale Peterborough i tabellen og ende på en 8. plads i League One mens et nederlag i værste tilfælde kan sende os ned som nummer 12.

Der er næppe nogen tvivl om, at både spillere og manager Kenny Jackett trods alt gerne vil byde sæsonen farvel med en sejr foran et trofast og talstærkt publikum. Med tanke på holdets manglende målfarlighed i de seneste kampe, kunne det være interessant at se, om Jackett tør give offensiven fuld skrue. Brett Pitman mangler fem mål i at indhente udeholdets Jack Marriott på topscorerlisten, og det er nok utopisk om han når ham. Mindre kan heldigvis også gøre det, og måske var det en idé at genoplive angrebsduoen Pitman/Chaplin, der i al fald i starten af sæsonen virkede fortrinligt. Ligeledes kunne det være oplagt at give genvalg til Christian Burgess her hvor sæsonen rinder ud. Forsvarsspilleren gjorde det trods alt godt i den første halvdel af sæsonen, og senest også mod Bury. Under alle omstændigheder har Jackett medgivet, at nogle spillere ganske enkelt er slidte og muligvis vil blive sparede i denne sæsonens sidste kamp.

Der er ingen tidligere Pompey-spillere i gæsternes trup, men hos os har både Christian Burgess og Luke McGee spillet for The Posh.

Før kampen vil der være et minuts hyldest til ære for de Pompey supportere, der er afgået ved døden i løbet af sæsonen.

Peterboroughs sæson og hvad vi kan forvente
Lige som det er sket hos os løb The Posh’s sæson til sidst stille og roligt ud i sandet grundet en formnedgang. Holdet har ellers i perioder ligget i periferien af top seks, men gled ud da det gjaldt og er nu at finde på rækkens 8. plads, lige over os. Den seneste kamp blev vundet hjemme med 2-0 over Fleetwood Town, men forinden fulgte fire nederlag i rap, hvilket i sidste ende betød et farvel til play-offs. De seneste tre udekampe er alle tabt om end der også har været tale om skrappe modstandere som Blackburn, Shrewsbury og Plymouth. Generelt hedder statistikken på fremmed græs 5-9-8, så holdet har ikke været vanvittig overbevisende på udebane. Vi skal da også tilbage til den 13. marts for at finde Peterboroughs seneste sejr, 1-0 ude hos bundproppen Bury. Siden da er det glippet i hele syv forsøg med at få tre points med hjem.

The Posh er som oftest kendt for offensiv og målsøgende fodbold, og holdet har da også scoret 68 mål i de 45 kampe indtil nu, hvilket er 13 mere end os. Kun i syv kampe er man gået fra banen uden at score. Omvendt har defensiven været til at tale med, som den plejer, og 58 indkasserede mål er også mere end os, om end kun to.

Sidste nyt fra The Posh
Ryan Tafazolli, Junior Morias og Alex Penny er alle skadede og indgår ikke i truppen mod os. Målmand Conor O’Malley har de seneste dage døjet med en muskelskade, men forventes at rejse med til sydkysten alligevel. Marcus Maddison var ude et stykke tid men fik spilletid senest mod Fleetwood, og kom igennem kampen uden problemer. Så han vil også figurere hos The Posh.

Profiler hos gæsterne
Topscorer Jack Marriott har garnet hele 27 træffere i denne sæson (33 i alle turneringer), og det overgås selvsagt ikke af nogen i rækken. Herfra er der til gengæld et stort spring ned til den næste Peterborough spiller på listen. Danny Lloyd-McGoldrick har scoret 8 mål i denne sæson. Manden der står for de fleste oplæg er Marcus Madison med hele 15 assists. I det hele taget er der traditionelt en overvægt af gode offensivspillere i klubben, der også har navne som Omar Bogle og Gwion Edwards på lønningslisten. De kan heldigvis ikke spille alle samtidig…

Peterborough manager Steve Evans
Udskældt, upopulær men som oftest med resultaterne på sin side. Evans har ført klubber til oprykning, i play-offs m.m. men er også kendt for at være et brokkehoved og bruger af midler som tidsudtræk, film, simulering af skader o.l. Kort sagt en manager der vil gå måske lidt længere end de fleste for at vinde. Hos Peterborough blev målet om oprykning ikke opfyldt denne gang, lige som resultaterne ikke helt flaskede sig efter forventning hos Mansfield Town, Evans’ forrige arbejdsgiver. Men at han kan noget er indiskutabelt.

Situationen hos os
Danny Rose, Stephen Henderson og Tareiq Holmes-Dennis er alle ude med langtidsskader.

Jack Whatmough måtte sidde over mod Bury med en lyskenskade og bliver sandsynligvis sparet igen. Heller ikke Anton Walkes rækker kampen. Dermed har det unge Spurs talent sandsynligvis spillet sin sidste kamp for Pompey. Også keeper Alex Bass er ude med en skade.

Kenny Jacketts tanker om kampen
“There is a chance to change things but my main priority is being as strong as we can and trying to play well. With making big changes and putting in lots of young players, sometimes they need two or three games to settle in – and my focus is to do well in this particular match. There are players who have looked a little bit out on their feet and lacking energy, maybe they do need a rest this weekend but it’s about the balance of the two and picking a side we feel can win tomorrow.”

Et par ord fra Posh manager Steve Evans
“Portsmouth are the biggest club in the division for me. I have not taken a side to Fratton Park before and I am looking forward to it. It will be a big crowd, a big atmosphere and a real test for my players. I want to win the game and finish as high as we possibly can and I want to get the three points for the 550+ Posh fans making the trip.”